Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Nissemor smiler...

Det er lille juleaften og de mange børn er ankommet til det gamle hotel, sammen med deres forældre. Alle ved, at om lidt kommer Nisserne. For grøden skal sættes ud til den gamle julenisse i Låvan hvor høet dufter. Og en Julesok skal hænges op. Det er jul på Hotel Bardøla i Norge

Grødmesteren har hele året rejst rundt i den store verden. Eksotiske lande som Kina, og Japan… Indonesien og Persien Egypten, Myanmar er besøgt og her har han fundet de ypperligste ris korn fra hvert enkelt lands bedste høst og de er blevet behørigt poleret med det pureste silke og ligger nu skinnende hvide og stråler med lige den bløde glans som ris skal have. Han nikker tilfreds og sætter sin særlige grødgryde over blus. Det bliver en god Julegrød igen i år. Og hele rejsen værd. For her på stedet sætter man en ære i at det er den helt rigtige grød der serveres. Snart dufter det overalt af julegrøden.

Nissemor lægger sidste hånd på Julestuen. Granguirlanderne hænger i side om side og børnenes Julemalerier fra de sidste mange år pynter væggene op. Nips og nisser… klokker og engle… stearinlys og pebernødder. De dufter af kardemomme… og julens bedste musik spiller sagte i det nydelige rum. Nissehuerne som børnene tager på straks de kommer ind i Julestuen hænger klar over stoleryggene og det lille Juletræ i ædelgran er pyntet fint med glitter og ting fra Nissernes egne kasser. Materialerne til at lave julepynt ligger på det lange bord til i morgen. Mon der nu er nok? Glanspapir og gavebånd… sakse og lim… perler og pynt og masser af saftevand til grøden om lidt. Joeh. Det bliver fint. Stearinlysenes bløde skær rammer hjørnet hvor Nissefar sidder og snorker i den gode øreklapstol. Hans ene træsko er gledet af foden og den stribede sok med stopningen i tåen vipper… han drømmer… sikkert om Julegrød og gaver. Bare nu Grødmesteren har grød nok til overs så der er til både børn og Nissefar.

Udenfor lyser i mørket faklerne sneen op. Det gyldne skær viser vej til Låvan og allerede nu kan Nissemor se børn, pakket varmt ind på vej for at se om det er tid. Nissemor tager sin varme uldkappe over skulderen og retter på knuden i nakken. Så springer døren op.

-​Nissemor!! Det er nu!

-​Rolig søde Pjok, vi når det nok. Gamle Nissefar skal jo med. Hun ser over kanten af lorgnetterne… Hvor er Ping henne?

-​Allerede dernede. Børnene er der også og… og… TROR du der bliver grød nok? Og jeg skal ha’ mindst 10 mandler med til mandelgaver.

Nissemor klukker mens Nissefar gaber og tager sin træsko på. Han kigger mildt på ungnissen i døren.

-​Kun én mandel lille Pjok… man må ikke snyde… og du ved at Grødmesteren allerede har lagt den i.

Men Pjok er allerede løbet ned ad trappen og nu hører de to gamle Nisser latteren dernede.

-​Kom Nissefar. Vi må hellere derned, inden Ping og Pjok får sat huset på den anden ende.

Nissefar smiler, tager hendes hånd og lader sig trække op af den dybe stol. Han giver hende et klem. Hun retter på hans hue og kysser ham på næsen. Så går de ned.

Børnene flokkes. Nissemor råber de… Nissefar…. Ping og Pjok hvirvler i en sky af rødt og hvidt mellem de mange børn og deres forældre og de gamle nisser omringes af glade ivrige børn. Flokken trækker hen mod døren til det store køkken. Så maner Nissemor til tavshed. For sangen skal lige øves. ”pååååå Låvan sidder nissen med sin Julegrød… sin julegrød… sin Julegrød… ” Børnenes øjne lyser af forventning.

-​Grødmester!... Kalder Nisserne.

-​Grødmester… Kalder børnene…

-​Grødmester…. Kalder alle.

Og så går døren op. Og dér står han. Grødmesteren. Med sin grå kokkejakke med gylden front. Og det røde forklæde foran kokkebukserne. Kokkehuen, med Fortjenstmedaljen for utrættelig forkærlighed for God Grød… Og den store store ske.

-​Hvem har vi her? Buldrer hen.

-​Det er os kære Grødmester. Er Grøden mon færdig? Nissemor smiler varmt ham i møde.

-​Grøden er færdig. Og Grøden er god. Der er dufte fra alle verdensdele og den er varm. Drysset med kanel og sukker. Og en smørklat fra den smukkeste Jerseyko… Men er I værdige til at bære den ud? Man kan kun bære grøden hvis man tror på Nisser.

Han ser bistert ud over flokken af forventningsfulde børn der med lysende øjne forsøger at se vældigt værdige ud. Nissemor smiler til Nissefar der klukker lunt i skægget.

-​Jo da. Siger Nissemor og breder armene ud mod de mange børn. Dette er de sødeste børn i miles omkreds.

-​. Og de tror på både nisser… og Julemanden selv! Nissefar smiler stort.

-​Og jeg er den allermesteste værdige af dem alle sammen hyler Pjok og springer frem, mens Ping forgæves prøver at holde ham tilbage... Og jeg skal ha’ mest grød!!

-​Det er ikke til dig Pjok! Protesterer Ping. Det er til Nissen ude i Låvan. Det VED du!

Grødmesteren ser på ungnisserne med et smil lurende i øjenkrogen. Så vender han sig atter mod børnene.

-​Men kan de synge?

-​Det kan du tro, svarer Nissefar med en kluklatter. Selv jeg kunne høre dem.

-​Lad høre!...

Grødmesteren lægger armene over kors og ser på børnene. Og ledt af Nissemor løfter sangen sig atter med klingende børnestemmer, indtil der hvor Nissefar mener at han skal hoppe… (det SYNGER de jo Nissemor?) Hvorefter latteren afbryder sangen for et øjeblik. Så synges den til ende.

Børnene ser spændte på Grødmesteren. Var det godt nok. Så nikker han værdigt og smilerynkerne bliver større.

-​Det er flinke børn du har med i år Nissemor og de synger højt og flot Nissefar. Jeg henter grøden.

Døren lukkes bag ham og alle holder vejret. Efter et umuligt langt øjeblik kommer han atter frem. I begge hænder holder han det store brune grødfad i træ… Så meget grød…. Og træskeen er i… Og det DUFTER. Duften er så fantastisk at alle et kort øjeblik bare trækker duften ind med næserne. Frydefuldt. Så overrækker han fadet til Nissemor, der lader børnene stikke næserne helt ind over. Duften er ubeskrivelig. Pjok jamrer sig. Han vil ha det hele for sig selv. Nissefar kan godt forstå ham, for denne grød er den mest fantastiske i hele verden. Nissemor og Grødmesteren ser smilende på hinanden.

-​Kan I lide risengrød børn? Spørger Nissefar og klukker højere end før.

Børnenes svar er ikke til at tage fejl af, men Nissefar driller og siger undrende at han slet ikke kan høre spor. Da de atter svarer er der ingen tvivl. Børnene elsker risengrød mere end noget andet i hele verden

-​Grødmester… Tror du at der måske er en lille klat til overs i din store gryde? Spørger Nissemor og smiler polisk til den store mand.

-​Tjaeh... Jeg skal da se efter… smiler han… Måske er der en lille smule… Jeg sætter det op til Julestuen så kan I dele det bagefter.

Grødmesteren har altid lavet så er nok var til alle børn… og også til voksne. For han mener også at i Juletiden må man gerne være ekstra god ved hinanden. Og grød er godt for maven.

Så starter optoget. Alle skal ud til Låvan bag ved Hotellet. Nissemor forrest med grøden der damper varmt i den frostklare luft. Hun er omringet af børnene. Og Nissefar har som altid hænderne fulde af børnehænder, mens Pjok har en knægt på skulderen og Ping og et par piger løfter i fælleskab julesokken der skal hænges op i Låvan… for måske lægger Nissen derude godter i som kan spises i morgen, når der skal lave juletræspynt… Det vil være dejligt.

Himlens stjerner stråler tindrende om kap med børnenes øjne mens store snedriver passeres. Sneen knirker under de mange fødder, men det overdøves snart af sang fra mange stemmer, mens et par fakkelbærere leder vejen ud til Låvan. Og så ser de den gamle smukke trælade der står på stolper midt i sneen. Lyset kommer kommer ud derinde fra er gyldent og varmt. De lister nærmere så stille som mus og forsigtigt åbnes de gamle knagende låger. En gammel lampe lyser fra et søm, og et par rødlige træsko ligger der. Grå sokker og bukseben… Det er nissen… og han sover.

Forsigtigt lader Nissemor ung nisserne sætte grøden hen. Nissen mumler et eller andet og vender sig. En af børnene får den vigtige opgave at drysse ekstra kanel på grøden… stille for ikke at vække ham…mens en anden får lov til at hænge den store røde sok op… Så lukkes lågerne igen. Og en stille julesang synges derude fra, for at vække ham på en rar måde.

Tilbage går turen med forventningsfulde børn. For nu skal de op i Julestuen for første gang i år. Der venter den varme grød… mandelgaven. Og i morgen skal det store træ i salen pyntes med hjemmelavede kræmmerhus, papirguirlander engle og måske mere end en stjerne på toppen. Og der skal males julebilleder…og pyntes peberkager… og… Nissefar smiler hen over børneflokken og ungnisserne til Nissemor. Det bliver en dejlig jul.

Venlig hilsen Nissemor

Lene Lund

Vi holder liv i julen hele året.​