Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Ukendt forfatter

Didrik, Vidrik og Vupti var meget spændt på, hvad Nissefar ville fortælle, og de sad så stille, for at han ikke skulle fortryde, hvad han havde lovet og blive gnaven igen. Ikke et ord sagde de, mens de spiste.

Smørklatten lå som et stort, gult øje midt i grøden og stirrede på dem. Didrik blev hurtigt klar over, at smør smagte godt, og han dyppede sin ske så dybt i det, at den nåede helt ned i bunden; men så fik han også et rap over fingrene af far, så skeen fløj ud af hånden på ham og kurrede hen ad gulvet.

"Nej. nu skal jeg vise jer, hvordan små drenge skal dyppe i et smørhul," sagde han, "se sådan, kun spidsen af skeen må røre smørret, I har godt af at vænne jer til at spare."

Men sådan bar Nissefar sig ikke ad, når han selv dyppede, nej så jog han skeen rigtig dybt ned i smørret, og bagefter smaskede han og sagde: Ah!

Mælken turde drengene næsten heller ikke drikke af; den skulle Nissefar også have. De måtte nøjes med at stikke tungen ned i skålen, når det blev deres tur til at drikke, og labbe til sig, som om de var små katte. Nissefar derimod satte skålen for munden, lagde nakken godt tilbage og drak,så det klukkede i halsen på ham, ja, han drak så stærkt, at noget af mælken løb udenfor, lige ned i hans lange skæg; men det gjorde ikke noget, han slikkede bare sit skæg bagefter, og så sagde han igen. Ah!

Da de havde spist halvdelen af grøden, lagde Nissefar skeen fra sig, tørrede sig om munden med bagen af hånden, slikkede den og sagde: "Nå, så skal I vel have den historie, jeg har lovet jer."

Nissemor og de tre nissedrenge flyttede sig tættere ind til ham, og så begyndte han meget højtidelig at fortælle:

"For mange, mange år siden, ja, jeg ved ikke hvor mange - det er måske hundrede, måske tusinde, måske hundrede tusinde år siden - boede min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar nede i jorden. Han var en lille, grå mand ligesom alle nisser. Men han kendte ikke noget til mennesker, for der boede slet ingen her i landet.

Men så kom menneskene, og de begyndte at grave i jorden. De ville bygge huse og bo der.

Min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar var straks klar over, at det var fjender, og dem ville han ikke have boende på sin jord. Hvis menneskene byggede op om dagen, rev han det ned om natten; hver morgen kunne de begynde forfra.Sådan blev de ved med at drille hinanden i lang tid.

Men så fandt menneskene på at sætte en skål mad ud til ham, før de gik hjem. Den nat rev tip-tip-tip-tip-tip-oldefar ikke stenene ned. I stedet gav han sig til at spise maden. Aldrig havde han smagt noget så dejligt; det var nemlig grød. Da det blev morgen, stod den tomme skål der, og stenene lå, hvor de skulle ligge.

Næste aften stod der atter en skål grød til ham, og sådan blev det ved, lige til huset var færdigt.

Så flyttede menneskene ind i huset. Men nu glemte de, at det var min tip-tip-tip-tip-tip-oldefars jord, de havde bygget på; de gav sig til at pløje og så og høste og bildte sig ind, at jorden var deres - og grød fik han aldrig mere. Men det var dumt gjort af dem, for en nat, da min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar var blevet rigtig gal i hovedet, gik han hen og rev taget af huset, så det regnede lige ned i sengen til dem, og det kunne de ikke lide. Det blæste så forfærdeligt den nat, og konen var klogere. Hun sagde lige med det samme, at det nok var de underjordiske, der havde gjort det, fordi de ingen grød havde fået, og det havde hun jo ret i. Da de skulle i seng næste aften, satte konen et fad grød uden for døren, og de fik en rolig nat.

Hver aften hentede min tip- hør, nu er jeg snart træt af at sige tip så mange gange. Når jeg kommer til det ord næste gang, Vidrik, så kan du sige tip for mig, så kan jeg hvile mig så længe; det skal siges fem gange husk det nu! - Altså. hver aften hentede min" - Nissefar sendte Vidrik et øjekast, at nu kunne han sige navnet, og Vidrik begyndte: "Tip for mig - tip for mig - tip for mig - tip for mig --" "Hold op!" skreg Nissefar, hvordan er det dog, du skaber dig?" "Jamen, du sagde jo, at jeg skulle sige: 'Tip for mig' fem gange, og jeg har kun sagt det fire."

"Åh,du er en dum dreng! Næ - jeg skal nok selv, I kan bare høre efter. Altså - hver aften hentede min tip-tip-tip-tip-ol-" "Du mangle et tip far," skreg Didrik, "der var kun fire."

"Ja, det er også lige meget. Nu vil jeg ikke have jeres afbrydelse. Hvis det ikke var juleaften, så havde I fået en dragt klø. - Altså - min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar hentede hver aften en skål grød oppe ved huset, og så lod han dem være i fred.

Så blev det vinter. Jorden frøs så hård som sten, sneen lagde sig så højt, at min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar næsten ikke kunne komme frem og hente sin grød. Til sidst blev han ked af det; men grøden kunne han ikke undvære nu, og en nat gik han ind i stalden og lagde sig til at sove. Der var dejligt varmt, og han blev der hele natten og hele dagen, og næste nat og næste dag og hver dag og nat så længe, han levede.

Ja, ser I børn, sådan kom nissen til at bo hos menneskene.

Vi begyndte altså med at være deres fjender, og nu er vi blevet deres venner. Jeg kunne fortælle hundrede historier om, hvordan nisserne har hjulpet menneskene, og hundrede historier om hvordan nisserne har drillet menneskene, for det kan vi nemlig også; men dem kan I få en anden gang."

"Åh nej, far, fortæl en af dem nu," bad Didrik, "en af dem med drilleri i."

"Ja, det kunne du lide, din spilopmager! Nej den slags historier kan du slet ikke tåle at høre, for det morer dig vist at drille, det mærkede jeg selv lige før vi grøden."

Didrik tav og dukkede sig bag Nissemors ryg: Far havde nok ikke glemt den historie endnu.

"Nej, i aften får I ikke flere historie," sagde Nissefar, "nu er jeg træt; men husk nisseloven, den siger: Alle gode mennesker skal I være gode imod; og alle onde mennesker skal I drille, til de lærer at blive gode. Sådan har alle nisser gjort, der har levet før jer, og sådan skal I også gøre, hvis I vil være ordentlige nisser.

Skal vi så spise resten af grøden?"

Så tog de fat igen. Nissefar var blevet sulten af at fortælle så meget og tog hele smørklatten i en eneste mundfuld. Bagefter drak han al mælken, og så lagde han sig, så lang han var, på gulvet, for han havde alligevel spist for meget.

Et øjeblik efter sov han.

Vi holder liv i julen hele året.​